Et under er hændt mig, en kostelig gave er sendt mig fra gud og lagt i min favn.

Et spædt lille væsen, med bundløse øjne har slukket dybt i mig et ubevidst savn.

Ja dette er underet, ingen kan fatte, en levende gave, et barn der er mit.

Jeg bøjer mig ned over puden og smiler  og mærker selv smilet, bevæget og blidt.

En lykke jeg aldrig har vidst kunne findes, en lykke, ufattelig, ordløs og rig,

sprang ud af mit hjerte den dag, da jeg hørte så fjernt disse små, klynkende skrig.

Da glemte jeg smerter og veer og tårer, forsvundet var måneders modige fjed.

Al uro og længsel og angst i mit hjerte forvandles til usigelig fred.

Jeg bøjer mig ned over puden og smiler, for min ætling præges af tryghed der.

Kun den der har kysset sit barn når det sover kan sige:

Nu ved jeg hvad kærlighed er!