En på 20 år sender denne beretning:

Dengang, da jeg blev født,  fik mine forældre bare at vide, at der var sket denne skade under fødslen, og at armen ville være ubevægelig for livet.

Det var det, dengang.

Da jeg var omkring en tolv, fjorten år, og hele mit skulderparti sad helt skævt, og jeg havde uendelige smerter, dog ikke at forglemme at jeg havde levet hele livet med dem, og derfor ikke helt forstod at et liv uden dem fandtes, fik jeg for første gang en læge der mente at en fysioterapeut ville gøre godt.

Og det gjorde det.

Jeg har lige siden gået til behandling, i kortere eller længere perioder. Og det gør en forskel, i den grad. Jeg vil ikke engang forstille mig hvordan det hele havde set ud, uden den behandling.
Men det handler i den grad om hvilken fysioterapeut man har fået sig.

Jeg har gennem årene haft lige fra den første, som jeg endte med helt at forgude for hendes indsats, til de helt uvidende, som mente at jeg da tog godt for mig at behandling, for en så lille detalje. Det har en imellem været hårdt at have med disse folk at gøre, men dem der har vidst hvad de gjorde, de har vel nok gjort en forskel. Jeg ved at jeg som lille fik en skinne til armen, men at jeg overhovedet ikke havde nogen bevægelighed i armen, den bevægede sig dog efter nogle måneder af sig selv, og derefter fik man at vide at det med skinnen herefter var unødvendigt.

Derefter var den svag i mange år, og jeg valgte selv ikke at bruge den, da jeg havde den anden arm, til brug. Dermed endte den med at sidde helt skævt, som sagt, og endelig fik den behandling, og i dag er den egentlig ganske pæn at se på, de fleste ser det ikke, hvis de ikke ved det. Selv om det ses, straks for enhver der har lidt forstand på det.

Jeg får til stadighed smerter, og det vil jeg have hele mit liv, og det er da ganske sørgeligt at det er sådan, men intet at gøre ved det. Jeg lever med det, og et helt liv med det, gør egentlig også at jeg ikke skænker det mange tanker i det daglige. Dog er der en ulempe, og det er at jeg i udlandet ikke har fundet den behandling der kræves for at holde den i sin fine stand. Og efter flere udlands ophold, har jeg haft i den grad brug for at få behandlet skaden, da den i de lange perioder ikke har fået behandling. Og her i landet er behandlingen også vederlagsfri, det har jeg ikke fundet i udlandet.

Jeg får i dag får to ugentlig behandlinger, i denne periode. Sådan har det været generelt, siden jeg begyndte med behandling, og det finder jeg passende. Og i øvrigt har jeg da i hvert fald ingen behandling fået i børnehave eller skole. Det var ikke noget jeg talte med dem om, selvom det gjorde ondt ofte i skulderen.  Jeg fandt min egen måde, at gøre tingene på, så jeg ved ikke om de vidste det.

Der er ingen der ved det i dag, uden at de ser mig uden tøj på. Jeg har endda arbejdet som model ved flere af de parisiske pret a porter opvisninger.
Og da jeg som ganske ung mødte een fra et bureau som ville have mig til at arbejde som model, gik det forbi da de fandt ud af at det sad helt skævt til med skulderen, men siden hen da jeg som voksen havde fået den sat på plads, da gik jeg ud på podierne uden at skaden viste sig.

Det er da en lille god historie egentlig, for nogle små der senere vil være ulykkelige over at se sig i spejlet, ved tanken om at det hele sidder skævt, for det lader sig vidst generelt gøre at sætte det på plads igen.
Det er dog også et arbejde der er i ens egne hænder, samt behandlerens. Og det er et livs varigt arbejde, for den dag man giver op over for behandling af det, da går det igen galt, og armen og skulderen vil falde i igen.
Det er et arbejde for livet, det er det, det er der ikke noget at gøre ved, men det vil lade sig gøre  at få det til at se finere ud, og gøre mindre ondt,  med årene.