Familiesammenslutningen

| Forside | Kontakt | Tilmelding | Familiekontakten | Forældreerfaringer | Ordbog |Weekendture | Foredrag | Forum | Appel | Hjælp os |

 


 

 

 

Tilbage

Alternativ Behandling
Zoneterapi/massage |Akupunktur |Kiropraktor

                

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Zoneterapi/massage

Hvad gør du, når du står med en nyfødt i armene, hvis ene arm hænger, og du får af vide, at der er 97% sandsynlighed for, at armen bliver god. De resterende 3% vil få varige men. Først når dit barn bliver 1½ år gammel kan du få et endegyldigt svar, i hvilken gruppe dit barn befinder sig. Min verden brød sammen. Nok også fordi jeg ved samme undersøgelse fik oplyst, at Emelie havde hofteskred.

Emelie har fået tilbudt fysioterapi en gang om ugen. Derudover har det være op til os selv at træne. Den største motivation til træningen ligger forståelig nok hos forældrene, men tilbudet på et ugentlig besøg hos fysioterapien, forekom mig tåbeligt.

Som første gangs forældre var det meget overvældende at stå med det nye ansvar og grundet den hårde fødsel rakte ressourcerne ikke langt. Især ikke til at byde vores datter den ekstraordinær behandling, som vi begge var klar over, at det krævede. Derfor valgte jeg tidligt i forløbet at betale mig til ekstra behandling. På den måde kunne jeg sikre mig, at vores motivationsniveau forblev højt og at jeg fik flere "eksperter" med på råd.

Der er rigeligt med tilbud af behandlingsformer i den alternative verden, så min erfaring er, at man skal bruge sin sunde fornuft og vælge dem, man har hørt godt om. For eksempel valgte jeg ikke at gå til en kiropraktor, da de koncentrerer sig om knoglerne.

Jeg tog Emelie til zoneterapi, da hun var blot 2 måneder gammel og lige havde fået skinnen af benene. Hun skulle ligge i frøstilling, indtil hofteskålen var vokset på plads. Så helt tilbage fra fødslen var hendes kropsholdning total kejtet. Slapt hængende højre arm og udad drejede ben, som hun ikke kunne samle. Jeg var overbevist om, at den stilling ikke kunne være sund og at den gav hende spændinger. Derfor faldt valget på en zoneterapeut, der også var massør. Jeg vil dog nævne, at nogle fysioterapeuter mener, at babyer ikke kan få spændinger i musklerne. Så det kan diskuteres.

"Zoneterapi kan genoprette ubalancer i kroppen og stimulerer kroppens evne til at helbrede sig selv. Dine organer, dine knogler, dine muskler og dit nervesystem er alle repræsenteret på forskellige områder af fødderne. Når zoneterapeuten gennemarbejder babyens fødder med hænderne ved tryk og massage, leder hun efter ømme områder. På den måde får hun et indtryk af, hvilke områder af kroppen, der er belastede og ikke fungerer optimalt. Undersøgelser har vist, at zoneterapi blandt andet påvirker nerve-systemet og blodgennemstrømningen i organerne. Men nøjagtigt hvilken effekt behandlingen har på organismen, og hvorfor den virker, vides endnu ikke med sikkerhed. " (delvist citat)

Zoneterapeuten var meget tillidsvækkende, da hun var meget interesseret og gav gode råd til træningen. Emelie reagerede på behandlingen, idet hun trak foden til sig, hver gang zoneterapeuten rørte området på fødderne, der repræsenterede skulderen og brød i tårer, når hun havde fået nok. Massagen af skulderen var hun aldrig glad for. Hun var meget spændt i brystmusklen og i armhulen. Alt afhængigt af, hvad humør Emelie var i den pågældende dag, fik Emelie hvad der svarede til 5-15 min. massage på armen og 5-20 min zoneterapi. Efterfølgende faldt hun altid i søvn og sov rigtig godt. Zoneterapeuten forslog et forløb med intensiv behandling til at starte med efterfulgt af et interval på 2-3 uger.

Zoneterapeuten forslog også, at jeg skulle prøve at give Emelie Omega 3 fiskeolie tabletter, da olien smør ledene. En undersøgelse foretaget af nogle fysioterapeuter har vist, at fiskeolie kan afhjælpe musearme. Jeg har ikke prøvet dette råd endnu, da jeg i samråd med sundhedsplejersken blev enig med mig selv om, at Emelie var for lille. Det venter jeg med at prøve til, hun bliver noget ældre.  

Top


Akupunktur

"Akupunktur er en årtusind gammel, oprindelig kinesisk metode, velegnet til at lindre symptomerne ved mange fysiske og visse psykiske tilstande. Akupunktur antages også at fremskynde kroppens evne til at kunne reparere sig selv. Akupunkturen virker blandt andet ved at stimulere de fine nerver der løber i huden og langs blodkarrene. Herigennem påvirkes centralnervesystemets (hjernens) kontrol over andre legemsdele og organer. De seneste års forskning har vist at akupunktur kan påvirke mange af kroppens funktioner: Nervesystem, hud og muskler, hjerte og blodcirkulation, åndedræts- og fordøjelsessystem, hormonudskillelse og antistofproduktion samt urinveje og kønsorganer.

Forskellige led- og muskelsmerter kan behandles f. eks. rygsmerter, "kold skulder" og tennisalbue. Forskellige former for hovedpine, f. eks. migræne, Menstruationssmerter. Akupunktur kan også lindre smerter efter operationer eller skader, f. eks. idrætsskader. Akupunktur er dog ikke noget tryllemiddel. Hvor der f. eks. foreligger større legemlige, permanente forandringer, kan disse ikke udbedres med akupunktur." (Delvist citat)

Jeg har lige fra starten ønsket Emelie til akupunktur, men jeg troede faktisk, at hun var for lille. Faktisk kan børn ned til 3 måneders alderen komme i behandling. Akupunktur er mere aggressiv end zoneterapi. Efter et forløb hos zoneterapeuten, henviste hun Emelie til en akupunktør. Den første gang var en indledende samtale, hvor jeg fortalte om forløbet og hvad Emelie kunne og ikke kunne. De første 3 uger fik Emelie en intensiv behandling med 2 besøg om ugen. Efterfølgende er det blevet trappet ned til hver 3. Uge. Hun får 1-2 nåle i armen pr. gang af et minuts varighed. Vi skal så hver morgen og aften trykke i et minut på det sted, nålen har siddet. På den måde giver man et bestemt område i hjerne kontinuerligt besked om, at kroppen skal kurerer sig selv.

Emelies arm har udviklet sig meget, siden jeg startede akupunktur, men det skyldes nok også, fordi hun er begyndt at kravle i samme periode. Men det jeg nok har mest bemærket er, at hun har fået finmotorikken i hånden. Hun kan nu vinke med højre og slå i bordet. Endvidere kan den komme lige så højt op over hovedet, som den venstre. Tidligere kom den venstre helt op og den højre kom kun til skulderniveau. Det som resterer er fortsat den udad vendt rotation, men selv det er blevet meget bedre.

Når hun er kommet så langt i udviklingen, skyldes det også, at nerveskaden i højre skulder ikke har været så slem som først antaget. I hele forløbet har Emelie aldrig været stiv i ledene og aldrig haft antegn til stivhed.

Motorik

Gentofte kommune, som den eneste kommune i Danmark, har tilknyttet en børnefysioterapeut. Hun tager imod raske børn, som trænger til et skub i den rigtige retning, hvis motorikken svigter. Sundhedsplejersken henviser ofte babyer, der ikke rigtig vil rulle eller kravle. I en nedlagt gymnastiksal får de trænet balancenerven og hun viser nogle øvelser til at friste de små til at bevæge sig. Sundhedsplejersken henviste Emelie, da hun var 6 måneder. Emelie haltede bagefter med at trille. Sundhedsplejersken var overbevist om, at den svækkede højre arm havde større indvirkning på motorikken end man umiddelbart regner med. Derfor ville et ekstra opsyn være godt. Der skulle heller ikke mere end et par besøg i gymnastiksalen til, førend at Emelie havde lært, hvad det vil sige at trille.

Børnefysioterapeuten er meget erfaren og har ikke været skræmt af, at Emelies højre arm var svækket. Hun viste os andre øvelser end dem, vi havde lært, så hun har bestemt også suppleret til behandlingen af Emelies arm.

Det kan betale sig at konsultere andre behandlere og få deres erfaringer med i behandlingsforløbet. Det har jeg meget glæde af og kan kun varmt anbefales. God fornøjelse.  

Top


Kiropraktor – virker det på Duchenne Erbs Parese??

  Det er svært at sige, men for os har det haft stor betydning. Derfor vil jeg gerne skrive lidt om det her.

Den 13. Juni 1996 fik vi vores dejlige drenge Tobias. Det var en hård fødsel, men efter 7 træk med sugekop kom han endelig ud. Han trak ikke vejret selv, men blev genoplivet og kom sig fint efter ca. 17 dage på Viborg sygehus. Han havde dog fået en lammelse i højre arm, som vi fik af vide nok skulle fortage sig i løbet af nogle måneder.

  Vi fik tilbudt fysioterapi og tænkte, at det nok var hvad der kunne gøres. Men så foreslog Tobias´s oldefar os at vi tog til kiropraktor for at prøve det. Havde det været mig selv det drejede sig om, havde jeg nok ikke været i tvivl og var bare taget af sted.

Men nu var det pludseligt en lille baby vi skulle vælge for – og var det mon så det rigtige vi valgte? Så vi var meget i tvivl og nok også lidt bange for om det ville skade ham mere end det gavnede. Men vi bestilte en tid hos Michael Feiner i Ålborg og tog så spændte af sted med Tobias, som på det tidspunkt var ca. 2 måneder gammel.

  Michael er en utrolig behagelig mand og vi følte os straks trygge ved ham. Han kiggede og trykkede lidt på Tobias og sagde så, at det egentlig ikke bare var hans arm der havde taget skade under fødselen – hele hans krop var trukket skæv, da han var blevet hevet ud. Så Michael trykkede og skubbede til Tobias og det så lidt voldsomt ud – men Tobias skreg overhovedet ikke. Det så nærmest ud som om at han nød det. Tobias fik så ca. 5-6 behandlinger og derefter mente Michael at det var nok, at han så Tobias én gang om året.

Vi tager stadig en sommerudflugt op til Michael Feiner hvert år – selvom Tobias nu er blevet 6 år. Han kan nok ikke gøre armen meget bedre end den er nu – men børn sidder jo ikke ligefrem stille – så vi tror på, at det er godt lige at få sat kroppen lidt på plads – og Tobias synes ligefrem det er sjovt, at blive trykket lidt.

Om det bare var tiden som gjorde Tobias´s arm bedre – eller om det var på grund af kiropraktoren, det kan vi jo nok aldrig helt få svar på. Men for os er det helt klart kiropraktoren som har været en stor hjælp og vi kan varmt anbefale Michael Feiner i Ålborg.

Men ligegyldigt hvad man vælger for at hjælpe sit barn er det vigtigste nok bare, at man tror på at det hjælper.

   Tobias

Top



   
 

                                     

Hjælp os med at holde denne hjemmeside kørende
Nicolaj 2010

© P-B-Parese 2002
Sidst opdateret 08-12-2010

Siden ses bedst i  skærmopsætning 1024x768
Statistik
Flere...

Fejlmelding

Send os en mail