Tilbage

Behandlere

Hvad kan rideterapien give pt. Med plexus læsion?
Rideterapien kan være med til at optræne stabilitet og bevægelse omkring patientens skulderled som det vigtigste, derudover vil kropsmuskulaturen også få en god træning.

Når man sidder på en hest, sidder man i virkeligheden på et underlag, der hele tiden flytter sig, og det vil sige, der bliver stillet store krav til balancen. Når det lykkes at blive siddende alligevel, skyldes det at man bruger mange af sine muskler for at holde sig fast.

Særligt musklerne på for– og bagsiden af kroppen, som skiftevis bliver aktiveret, og dermed trænet, for hvert skridt hesten tager. Benmusklerne aktiveres når man klemmer benene sammen om hesten, og armene når de bruges til støtte. Det er vigtigt at udgangspunktet—den stilling patienten sidder i på hesten—er hensigtsmæssig, således at leddene i ryg og hofteled ikke bliver overbelastet og muskelarbejdet bliver optimalt.

Når hesten bevæger sig fremad i skridt, bevæger dens ryg sig på en sådan måde, at de bevægelser, som patienten modtager når hun sidder i sadlen, er i det samme mønster, som hun ville bevæge sig i under gang. Det vil sige, at man kan bruge ridning i skridt til at træne, genoptræne eller vedligeholde et menneskes gangfunktion.

Hvis man ønsker at fokusere på patientens optræning af armfunktionen, kan man benytte sig af den hjælp armene kan være, når man skal ”holde balancen”.

Det bedste ville være at begynde med at holde i faste håndtag eller en fast bøjle, som kan være på sadlen eller det udstyr, der ellers vil blive anvendt. For hvert skridt hesten tager, vil der ske små stabiliserende bevægelser omkring skulderleddet.

Efterhånden som musklerne omkring skulderleddet bliver stærkere, vil man gøre støtten mindre og mindre fast. Det kan man gøre ved at bruge stropper, der er fastgjort til sadlen eller et tov om halsen på hesten f.eks. på denne måde stilles der større og større krav til stabiliteten omkring skulderleddet, og patienten trænes gradvist op til at bruge en tøjle korrekt.

Hvis det skønnes, at patienten kan klare større udfordringer end at holde balancen i skridt, vil man forsøge med mere tempo. Dvs. trav og måske endog galop. Det gode ved at arbejde med temposkift er, at patienten bliver nødt til at bruge sin krop og dermed også begge arme symmetrisk.

Ved letridning, dvs. rejse og sætte sig i sadlen med fast støtte for armen, trænes både arme og ben vældig godt, både i styrke og smidighed.

Man kan også vælge at udfordre den svage arm specifikt ved forskellige rytterlege som f.eks.:

- ride med et stykke legetøj i den raske arm
- ride en ring af en stander med den raske arm
- ride stafetridning
- ride to og to og holde et tov imellem sig.