Amelias historie

Amelia blev født den 21.01.03. Fødslen blev sat i gang fjorten dage før min termin, da Rigshospitalet havde scannet mig og vurderet hendes vægt til 5,2 kilo. Til 36 ugers tjek hos jordemoderen, (endnu en ny, da jeg var uheldig at den første skulle på barsel og den anden skifte job), ville hun heldigvis undersøge om jeg ikke kunne blive sat i gang.

Amelia har en storebror, som på det tidspunkt var 2 ½ år. Han vejede 4,7 kilo og fødslen forløb uden problemer. Jeg havde sagt, at jeg var lidt nervøs for Amelias høje vægtskøn, men fik at vide, at jeg nemt kunne føde 600 gram ekstra, når den første fødsel var forløbet så godt, men det kunne jeg altså desværre ikke.

Efter tre timer med gode veer var hun parat til at komme ud og da hovedet kom ud og min lettelse og glæde indtraf, sad hun fast i højre skulder. Hun vejede 5,4 kilo.

Jeg tror chokket over den her fødselsskade også ligger i at man netop lige når at blive lettet – jeg har jo født før og vidste at når hovedet er ude, så er det næsten overstået, men så BANG – kommer chokket og pludselig var der 7 inde på stuen i stedet for bare min mand og jordemoderen. På hvert mit knæ hang der en sygeplejerske og afdelingsjordemoderen og jordemoderen fra starten var beskæftiget med Amelia og en ny jordemoder kom ind, fordi der var vagtskifte og der stod en børnelæge parat og min mand lå med hovedet nede i en pude. Hun sad fast i tre minutter og så drejede afdelingsjordemoderen hende rundt og trak til.

I starten var vi nervøs for om hun var blevet hjerneskadet og ville bare lige have armen røntgenfotograferet, men så gik det op for os, at det var lidt mere end bare noget ”der gik over”.

 Jeg bebrejdede mig selv meget – hvorfor havde jeg ikke insisteret på kejsersnit? Og så bebrejdede jeg hospitalet – hvorfor havde de ikke tilbudt mig kejsersnit som en mulighed?

Besøgene af familie og venner var frygtelige, for de stillede alle det samme spørgsmål: hvorfor gav de dig ikke kejsersnit?

Faktisk var de syv dage på hospitalet ganske forfærdelige – jeg følte jeg skulle råbe højt hvis jeg skulle have hjælp og en snak – Amelias arm lå helt slapt og jeg passede så meget på den, at jeg ikke selv fik sovet – plus som mange af jer nok ved, er man som mor efter sådan en fødsel selv ilde medtaget.

Så mødte vi Lise Karlsmark, fysioterapeut på børneklinikken og hun blev og er Amelias fysioterapeut. Amelia startede hos hende, da hun var en uge gammel og hun er fantastisk!

Der gik vi så hver anden dag og ventede på en reaktion i armen. Hun kunne fra fødslen bevæge to fingre, ellers var der ingen tegn. Efter en måned var der tricepsfunktion.

Vi havde fået at vide, at hvis nerverne bare var blevet forstrakte, ville armen blive fin cirka ved 3 måneders alderen. Det blev den ikke og jeg gik lidt i panik. Jeg prøvede akupunktur på hende og da jeg tudende gik hjem efter første behandling og lagde hende på puslebordet, strakte hun armen op over hovedet! Jeg vil ikke plædere for, at det udelukkende var akupunkturen og det er en mirakelkur, for det er det ikke. Akupunktøren lovede mig ikke mere end Rigshospitalet, men det var en overbevisende reaktion. Det var den 11. april og en lykkelig dag.

Jeg tog til Århus for at lade Michael Davidsen kigge på armen – altså få en anden mening end Rigshospitalets. Der var nemlig ikke en klar bicepsfunktion. Rigshospitalets fysioterapeuter mente vi skulle vente og Michael Davidsen fortalte hvor gode resultaterne bliver, des hurtigere barnet bliver opereret. Det var en svær beslutning, for alle havde ret. Amelia var et grænsetilfælde. Man kunne ikke sige, at skaden var så stor at en operation kun ville gøre det bedre og man kunne heller ikke sige, om armen ville komme sig bedre end hvad resultatet af en operation ville give.

Vi besluttede os for IKKE at lade hende operere og heldigvis valgte vi det rigtige. Hendes bicepsfunktion kom langsomt og hun kan supinere og tage armen op til hovedet og næsten om bag på ryggen (vi øver stadig), spiser med begge hænder og er overhovedet ikke hæmmet motorisk, selvom hun stadig foretrækker den venstre arm. Det bedste er, at hun overhovedet ikke er stram i musklerne. Hun er 1 ½ år i skrivende stund og vi går til fysioterapi hver anden måned og laver øvelser hver dag. Desuden er hun en glad, skøn og nysgerrig unge og især det sidste har hjulpet hende og så hendes storebror, som har fået hende til at kæmpe for legetøjet med den højre arm og småprovokeret hende ubevidst til at bruge armen.

Her et par gode tricks til armen:

• Følesansen: en isklump op og ned ad armen, en fjer, en lille rund grøntsagsbørste, nus, massér skulderbladet, pust på armen.

Gymnastik:

• Sæt en lille vandtatovering på overarmen på den uskadte arm, så barnet får den beskadiget arm op og vender håndfladen ind.

• Tegn figurer i håndfladen
  

• Køb en lille hårbørste, så barnet får en grund til at få armen over hovedet
  

• Sanglege med bevægelser
  

• Sæt ting fast med klemmer på tøjet – i bukselinningen på ryggen, så barnet skal om på ryggen og få fat i det.
  

• Uroen, der skal gribes efter.
  

• Frugtspyd – sæt frugt eller andet på træspyd – lad barnet holde spyddet med den uskadte arm og trække frugten af med den anden.
  

• I det hele taget så lad barnet hive noget af noget andet – tuschpropper ol.

Jeg vil gerne takke for den støtte i form af lange telefonsamtaler, som Lone E. Bach gav mig i starten. Det var dejligt at finde denne hjemmeside – det lettede frustrationerne meget. Jeg håber Amelias historie kan hjælpe andre. Disse fødselsskader er utrolig forskellige i grad og nerver er et stort mysterium. Da Amelia blev MR-scannet viste scanningen, at hun ikke burde kunne bruge hånden og triceps og det var det eneste hun kunneJ

Tid og tålmodighed er ens bedste ven.

Med venlige hilsner og gode tanker!

Henriette Kaspersen