Tobias´ Historie

Dette er beretningen om vores søn Tobias, der er født den 13. juni 1996. Tobias var virkeligt et ønskebarn og vi glædede os begge to meget til at blive forældre. Jeg var sat til at føde den 1. juni. Da vi nåede frem til den 12. juni kan jeg lige så tydelig huske, at jeg sagde til Tom: Hvis det ikke bliver i dag – kan det lige så godt vente til den 14. juni – jeg vil ikke føde den 13! " Jeg syntes der var noget uheldigt ved at føde den 13. Og det viste sig jo at være rigtig!

Der var slet ikke noget som gik som vi havde forventet. Jeg vågnede ved 3-tiden om natten med en underlig uro i maven – efter en times tid vækkede jeg Tom og vi ringede til Thisted sygehus. Der sagde de, at vi skulle vente lidt endnu med at komme, da jeg jo var førstegangsfødende – og det tager jo som regel lidt længere tid. Efter endnu en halv time ringede vi igen til Thisted sygehus og sagde, at nu kom vi altså. Vi var så i Thisted omkring kl. 5.30. Jeg blev undersøgt, og de sagde, at der var lidt grønt fostervand. Tom fornemmede med det samme, at det ikke helt forløb som det skulle. Jordemoderen gik flere gange ud for at tale med lægen. Jeg opdagede ingenting, og det var nok også godt det samme. Tobias´s hjertelyd dykkede nogle gange og de satte en elektrode på hans hoved så de bedre kunne følge med i, hvordan han havde det. På et tidspunkt sagde, de at de ville prøve med sugekop, da det nok var bedst at han kom ud med det samme. De gjorde mig også klar til kejsersnit, hvis det skulle blive nødvendigt. De prøvede i alt 7 gange med sugekoppen. Det var meget voldsomt, og både læge og jordemoder skiftede henholdsvis til at trække og til at trykke på min mave. Endelig kom han ud (kl. 9.28) – men han sagde ingenting!!! De tog ham hurtigt over på et bord ved siden af, og begyndte at arbejde med ham. Der var utrolig mange mennesker på stuen og de forsøgte at få liv i ham igen. Det lykkedes men han havde det stadig dårligt og de sagde, at de ville overflytte ham til Viborg sygehus, hvor de har nogle dygtige børnelæger. Der lå jeg så – og fik kun lov til at se min søn gennem den "Ilt-kasse" de havde lagt ham i – inden de kørte ham til Viborg. Tom stod ved siden af og kunne heller intet gøre. Jeg havde lidt problemer med at føde moderkagen men endelig kom den. Jeg fik så to indsprøjtninger op gennem skeden, da jeg var revnet en del og skulle syes. Men efter at have givet mig dem (og det gjorde virkelig ondt), kunne lægen se, at jeg var revnet så meget, at jeg skulle i narkose for at blive syet!! Jeg kom så i narkose. Imens måtte Tom sidde helt alene og vente på, at jeg vågnede op igen. Da jeg vågnede op efter narkosen, blev Tom og jeg kørt i ambulance til Viborg sygehus. Tobias lå på intensiv og de havde lagt ham i respirator, så han kunne få lidt ro. Det var hårdt at se ham ligge der med alle de slanger. Efter 2 dage fik vi endelig lov til at holde ham – og det var bare dejligt! Efter 3 dage kom han ud af respiratoren og op på børneafdelingen. Hans ene lunge havde været klappet sammen og han havde været uden ilt i et stykke tid under fødslen. Hvor længe kunne de ikke sige, og hvor store skader det ville give ham, kunne de heller ikke sige noget om. Måske blev han spastiker, måske fik han epilepsi. De vidste ingenting endnu. Det måtte de næste par måneder vise. Hans ene skulder havde siddet fast og han var meget stor – 4500 gr. – derfor hang hans højre arm bare ned langs siden og han brugte den ikke. De gav ham en skinne på, men efter en halv dag tog de den af igen, da der kom en anden læge og sagde, at han skulle have haft den på fra starten, for at den ville hjælpe. De sagde så, at armen nok ville komme til at fungere igen efter noget tid og med hjælp fra noget fysioterapi. Efter 17 dage blev vi udskrevet – og det var bare dejligt endelig at komme hjem. Men det var også skræmmende, da vi jo stadig ikke vidste, hvordan Tobias ville udvikle sig, og om han fik en hjerneskade.

Jeg husker tydelig den første gang jeg fik ham til at grine – Tårene trillede ned af mine kinder – for hvis han kunne grine – så var det vel ikke helt galt med ham. Hver en lille ting han kunne og lærte var virkeligt noget stort. Det er det nok for alle nybagte forældre, men jeg tror vi satte lidt mere pris på det, da det jo viste, at han udviklede sig normalt.

Tom´s morfar ringede en dag til os, og spurgte om vi var interesseret i at prøve en kiropraktor med hensyn til Tobias´s arm. Han havde nemlig fortalt sin egen kiropraktor om sit nye barnebarn og kiropraktoren havde sagt, at han gerne ville prøve at hjælpe. Vi fortalte vores fysioterapeut om det, men hun mente ikke at det ville hjælpe. Vi fortalte også lægen på Viborg sygehus om, at vi måske ville prøve en kiropraktor – men han troede heller ikke rigtig på det – og sagde, at det måske ville blive værre. Vi talte alligevel med kiropraktoren og efter det blev vi enige om, at vi ville give det en chance. Det var med stor betænkelighed at vi gjorde det, da vi jo gerne ville gøre det der var bedst for Tobias – og han var jo afhængig af at vi valgte det rigtige. Efter at kiropraktoren havde set Tobias og mærket på ham, viste det sig, at Tobias var trukket skæv i hele kroppen, da de havde forsøgt, at få ham ud – og han mente at han kunne hjælpe ham. Jeg tror han fik ca. 6-7 behandlinger kort tid efter hinanden og vi kunne virkelig se at der skete noget. Samtidig kom fysioterapeuten stadig hjem til os og lavede øvelser med Tobias. Så det er svært at sige helt nøjagtigt om det var kiropraktoren, fysioterapeuten eller bare tiden som fik armen til at blive bedre. Kiropraktoren ser stadig Tobias én gang om året for at følge ham og for at sikre, at han ikke bliver stram i sine led. Fysioterapeuten ser ham også en gang imellem – ca. 2 gange om året – og så laver vi selv nogle øvelser med ham. Det første år gik vi jævnligt til kontrol på Viborg sygehus så de kunne følge hans udvikling. Hver gang blev lægen overrasket. De havde slet ikke turde håbe på at han udviklede sig så normalt som han gjorde. Så efter et år ville de ikke se ham mere. Vi er nu til kontrol på Thisted sygehus hvert halve år – men det er på grund af armen.

De mén Tobias har fået efter denne hårde medfart er en bar plet i baghovedet, hvor sugekoppen har siddet. Der kommer ingen hår – men det kan nok ordnes med en kosmetisk operation. Det er noget han selv skal tage stilling til når han bliver noget ældre. Derudover er der stadig armen, som ikke helt kan strækkes så langt op og frem som den venstre. Han kan heller ikke vende den højre håndflade opad så godt som den venstre. Men for os er det virkelig småting i forhold til hvordan det kunne være gået ham.

I dag fungere Tobias fint – han er som de fleste andre drenge er på 3 1/2 år. Der er lige det med, at hans højre arm ikke kan rækkes så langt op og frem som den venstre. Og at han ikke kan dreje håndfladen så langt rundt. Er der ting hans arm ikke kan, bruger han bare den anden eller også bruger han fingrene i stedet for hele armen. Vi mente f.eks. at det at skrue skruer i, ville træne hans arm, da man jo skal dreje hånden. Men han bruger bare fingrene i stedet så den øvelse var ikke så god en træning!!

Selv om Tobias´s fødsel og tiden efter var en hård tid, fyldt med mange bekymringer, syntes vi ikke at han skulle være enebarn. Så den 25. februar 1999 fik han en lillebror – Mads. Vi havde mange spekulationer omkring fødslen og om hvordan den ville gå. Vi talte med den læge som var med til Tobias´s fødsel og han rådede os til at vælge kejsersnit, da han ikke syntes at vi skulle det hele igennem én gang til. Så det blev et planlagt kejsersnit i lokalbedøvelse. Det var en fantastisk god oplevelse og rigtig dejligt at høre Mads skrige, da han blev taget ud. Han vejede 4940 gr. – så det var nok en rigtig beslutning at vælge kejsersnit.

Det var lidt om vores dejlige søn Tobias, hvis liv begyndte barsk og hård, men som heldigvis udviklede sig til noget godt. Endnu er han for lille til at forstå, hvad han har været igennem og hvor heldig han har været, men når han bliver gammel nok vil vi fortælle ham det, og vise ham billederne fra de første dage i hans liv.