Olivias Historie

Endelig føler vi, vi har overskud og kræfter til at fortælle vores historie om vores dejlige datter Olivia, som lige er blevet 4 år.

Olivia kom til verden under meget stor tumult og kaos på Gentofte Amtssygehus 25. oktober 2000, hendes fødselsvægt var skudt et kilo forkert, så ud kom denne dejlige lille sumobryder på 4850 g. og 53 cm. lang. Det var tydeligt for alle at hun var medtaget af den hårde start hun havde fået, så hun blev lagt i kuvøse, selvom hun dårligt kunne være der og så blev hun overflyttet til Glostrup Amtssygehus. Flere timer senere blev jeg også overflyttet til samme hospital.

Olivias arm hang og dinglede, den var sort, gul og blå og hun kunne ikke åbne sit øje. Det var tydeligt at hun havde store smerter, en læge mente hun havde brækket kravebenet, en anden mente hun havde fået ”forstrukket” sine nerver i armen. Vi håbede selvfølgelig på det første, men det viste sig desværre at hun både havde brækket kravebenet og fået beskadiget sine nerver. Alt var kaos, men heldigvis for os, var der en sygeplejerske ansat på Neonetal afd. som selv havde et barn med denne skade, og hun hjalp os igennem de første svære dage på hospitalet.

Olivia gjorde bitte små fremskridt, først var det et lille vift med en finger, så var det at løfte armen, og så kom hun op og kravlede. Godt nok brugte hun knyttet hånd og skinne, men kravle det ville hun. Værst var det med hendes biceps, håndled og 3 af hendes fingre her var der ingen funktion overhovedet, hendes øje var også længe om at åbnes helt. Hun havde heller ingen følesans i hånden.

Da Olivia var 1 år gammel forsøgte man på Rigshospitalet at flytte nogle nerver på hende, da hendes arm var meget stiv, og ikke kunne bøjes overhovedet + hun havde meget drophånd. Dette gav intet resultat overhovedet. Vi var som forældre grædefærdige, for hvad kunne vi så gøre for at hendes arm skulle blive bedre.

Olivia har lige fra hun var få dage gammel gået til fysioterapeut, dette har virkelig hjulpet hende utrolig meget, både den aktive, men også den passive bevægelighed har vi altid haft meget fokus på. Hun har også gået til ergoterapeut, fået lavet forskellige skinner både til hele armen, men også bare til håndleddet, hun har haft forskellige hjælpemidler i form af venstrehåndsbestik, tudekop med flad bund, underlag til tallerknen, så den ikke rutschede rundt og underlag til hendes stol så hun ikke gled ned.

Da Olivia blev 2 år var hun til kontrol på Rigshospitalet, det var her vi for første gang blev gjort bekendt med at der fandtes en forening, da vi kom hjem søgte vi på nettet. Straks stod der mennesker klar til at hjælpe os bl.a. Tine fra Italien, som gjorde et kæmpe stykke arbejde for os. Hun kunne se muligheder for Olivia som vi ikke kendte til. Via hende fik vi kontakt med Michael Davidsen i Århus. Første gang vi besøgte Michael var i okt. 2002. Han var slet ikke i tvivl om at Olivia skulle have en ny chance for en nerveflytning. Han skrev til professor Alain Gilbert i Paris, og sammen blev de enige om at operere Olivia i midten af december 2002, hvor Michael også var i Paris.

Alt blev gjort klar og meget spændte tog vi af sted til Paris. Selve operationen gik fuldstændig planmæssigt, men at være i et fremmed land, på et hospital, hvor man ikke kan kommunikere med nogen, det var en meget hård tur for os følelsesmæssigt. Olivia blev taget ud af sin vuggestue i 3 måneder hvor vi skiftedes til at gå hjemme og pleje hende. Efter 6 uger i forbinding, skulle hun genoptræne sin arm igen. I begyndelsen var den meget slap, og vi rev os selv i håret over hvad vi havde gjort, alt det hun kunne før var bare forsvundet. Men ret hurtigt blev hun bedre igen, og pludselig havde hun også fået sin følesans i armen og hånden. Hun kunne bøje sin am lidt, og lidt mere og lidt mere. Vi var ovenud lykkelige, og kunne se mange fremskridt hos Olivia. Olivias vuggestueliv fortsatte med masser af genoptræning, både i varmtvandsbassin og alm. fysioterapi.

Da hun blev 3 år kom hun i børnehave, her fortsatte hun stadig sin gymnastik, men begyndte også at få massage da hun begyndte at klage over hun havde hovedpine og ondt i nakken. Hun begyndte også til handicap-ridning. Dette elskede hun fra første gang. Her oplevede hun masser af succes. Hun var meget god til det, hvilket hun også selv kunne fornemme. Dette var en stor sejr for hende.

Hendes støttepædagog lavede masser af udspænding og massage med hende, men hendes smerter blev bare værre og i sommeren 2004 fik vi hende røntgenfotograferet. Michael Davidsen så på billederne som ikke viste noget der kunne give Olivia de smerter.

Sommeren gik på hæld og Olivia fik pludselig et meget voldsomt hold i nakken, dette var meget smertefuldt for hende, og det fik os igen til at henvende os til Michael, vi blev her enige om at få hende CT – skannet.

I begyndelsen af november var vi så i Århus og få svaret, selvom vi måske nok havde forventet det, kom det alligevel som et chok. Olivia havde dannet en falsk ledflade på bagsiden af den anden originale ledflade på skulderen, så hendes overarmsknogle gik af led og trak hendes skulderled meget skævt.

Der var ingen vej udenom….en ny operation var nødvendig. Den blev planlagt til midten af januar måned i Århus, og i samme omgang ville Michael også ordne hendes håndled. Alt forløb som det skulle og Olivia fik lagt armen i hurra gips. På Michaels anbefaling har vi igen fået orlov i 3 måneder til at gå hjemme med hende. Først de 6 uger i gips, hvoraf hun har en uge tilbage, bagefter til genoptræning i 6 uger hvor hun skal til fysioterapi 4 gange om ugen, dels alm. fysioterapi, og dels bassintræning. Hun har som sædvanligt klaret det fantastisk flot, men som forældre er vi ved at være lidt utålmodige og glæder os til hun får gipsen af. Vi er vanvittige spændte på resultatet, og håber dette gør at hun ikke behøver at leve med daglige smerter.

Alt i alt klarer Olivia sig utrolig flot, hun er på langt de fleste områder en helt almindelig fræk prinsesse på 4 år. På de områder hun klarer sig mindre godt, kan det godt gøre hende ked af det. Vi ved fra Michael at hun er et af de børn der er mest skadet, men så længe det ikke betyder mere for hende end det gør, så bevarer vi som forældre håbet og kæmper al det vi kan for at hun får de bedste muligheder i livet. Det er til tider vanvittig hårdt, men når vi ser hvordan hun selv kæmper, så giver vi ikke op.

Vi skal nok på et senere tidspunkt fortælle til bladet om hvordan hendes sidste operation er gået.

Mange hilsner Olivias forældre Jan og Jette  

jettet@tele2adsl.dk

51 96 13 13