 |
Kammeratskab
For
mig er kammeratskab et fællesskab, hvor man hjælper og støtter hinanden.
Kammerater holder sammen i tykt og tyndt, lige meget hvad der sker. Det handler
også om at kunne være ærlige og sige hvad man mener. Kammerater taler ikke
bag om ryggen på én, for det er ret usportsligt. Kammerater skal kunne tilgive
hinanden, og sige undskyld hvis de har gjort noget dumt.
Det
er let at skyde skylden på armen hvis man i forvejen er ked af det, eller sur
over ét eller andet. Armen bliver faktisk syndebuk. Man skal ikke udnytte sit
handicap til at få opmærksomhed. Lige først får man måske medlidenhed, men
det er jo ikke sådan at man får rigtige venner. Jeg vil da helst have venner på
grund af min personlighed, og ikke fordi jeg har en skadet arm. Jeg holder nok
lav profil omkring mit handicap – jeg kan nemlig ikke fordrage medlidenhed,
eller at få unødvendige fordele af armen.
Top
Opbakning
Det
er vigtigt at få opbakning fra sine venner, men nogle gange kan jeg godt føle
mig lidt overbeskyttet – som om jeg ikke kan klare mig selv. F.eks kan det ske
at en vikar i idræt ikke kender noget til min arm, og derfor tror jeg pjækker
fra en aktivitet, som den ikke kan klare. Så farer mine venner næsten op i
hovedet på vikaren, og forklarer hele historien inden jeg selv når at sige
noget. Så føler jeg mig meget mere handicappet end jeg i virkeligheden er.
Selvfølgelig gør de det i den bedste mening, men man kan godt tillade sig at
snakke med sine venner om det på en pæn og høflig måde. Når jeg forklarer
hvorfor jeg helst vil ordne det selv, bliver ingen sure.
Top
Mobning
Jeg
er faktisk aldrig blevet mobbet med min arm som sådan. I min gamle klasse var
der en pige, der tit brugte mit handicap som undskyldning for, at jeg ikke kunne
være med i gruppens leg. Hun fik de andre med på, at ændre legen til noget
jeg ikke kunne deltage i – f.eks krabbegang. Hun var nu ret let at gennemskue.
Allerede i børnehaveklasssen fandt jeg ud af, at hun i virkeligheden var bange
for mig. Jeg lader mig nemlig ikke kue, og hun vidste at jeg var stærk nok til
at vende de andre imod hende, hvis jeg ville. Det kunne jeg selvfølgelig aldrig
finde på, men hun forsvarede sig ved at angribe først. Jeg tror at dem der
mobber gør det fordi, de selv har et problem de gerne vil skjule. Det gør de så
ved at flytte opmærksomheden fra deres eget problem over på en anden. Faktisk
er det dem selv der har det svært. Det hjælper lidt på selvtilliden, at vide
hvorfor de mobber. Egentlig var hendes mobning ikke et problem for mig – jeg
valgte bare nogle andre at være sammen med.
Jeg
føler at uopmærksomhed er lige så meget mobning som drillerier og dumme
kommentarer. Det foregik så til gengæld, men havde ikke noget med mit handicap
at gøre, og gik også ud over andre end mig. Sjovt nok var det kun et problem i
pigegruppen. Nu har jeg skiftet skole, hvor det hele kører perfekt. Jeg har
mange kammerater både blandt drenge og piger. Ingen er bedre end andre, og der
er plads til alle. Jeg har lært at det er MEGET vigtigt at føle sig godt
tilpas, og fri til at være sig selv.
Top
Møbler
Det
er vigtigt at man har møbler der passer. For mig var det at problem at møblerne
var for små – jeg kunne faktisk ikke få benene ind under bordet, og sad
derfor helt umuligt for at skrive. Jeg har altid været noget højere end de
fleste på min alder, og møblerne var beregnet på børn af almindelig størrelse.
Man kan ikke bare regne med at møblerne passer, men er nødt til at checke
efter. Måske er der brug for at skolen køber helt nye møbler der kan
indstilles præcist til én. Hvis det kun handler om højden, er det faktisk
bedre bare at finde et højere/lavere bord på skolen. Det er nemlig ikke rart
at have et fint nyt bord, hvis alle de andre sidder ved noget gammelt bras. På
mange skoler skifter man møbler ud i en hel klasse ad gangen. Måske kan man
aftale med skolen, at éns klasse får skiftet næste gang, så alle får nyt
samtidigt. Det har den virkning at man ikke føler sig anderledes. Uanset hvad
for nogle møbler man har, skal man blive ved med at se efter om de passer –
vi vokser jo hele tiden. Det kan lade sig gøre at få sundhedsplejersken eller
en ergoterapeut til at hjælpe, så det bliver gjort rigtigt.
Top
Idræt/aktiviteter
Man
skal deltage i så mange aktiviteter som muligt – både fordi det er godt for
kroppen, og fordi det er rart at være med til det samme som de andre. Når man
ikke kan deltage, føler man sig udenfor fællesskabet. Hvis det tit sker at man
sidder og kigger på, er det en god idé at tale med læreren om det. Måske kan
timerne planlægges så der er flere aktiviteter at vælge imellem, og i hvert
fald et par stykker man kan deltage i.
Top
|
